ETK deltager i Campus+

Fredag den 30. august blev der afholdt Campus+ i Køge. ETK stillede i år op med anlægsgartnerelev Mathias Panton, der kunne fortælle de unge lidt om, hvordan det er at være elev hos ETK.

04.09.19

ETK deltog i Campus+ 2019

Hvad kan man lave her?

Spørgsmålet kommer fra en af de mange unge mennesker, der er mødt op til Campus+-arrangementet fredag formiddag. Det er henvendt til Mathias Panton, anlægsgartnerelev hos ETK.

Kort efter er de unge i gang med at sætte planter i jord i den store krukke, der er fyldt med jord og forskellige krydderurter. Mens de unge presser jord ned omkring en timian-plante, fortæller Mathias lidt om, hvilke opgaver, man har som anlægsgartner.


Anlægsgartner i ETK

En anlægsgartner kan arbejde med både grønne og grå områder. Det kan være både opførelse, vedligehold og pleje af de grønne områder, fortove og kantsten mm.

I Køge Kommune kan du eksempelvis se anlægsgartnerne i gang med opsætning af kommunale legepladser, arbejde med brosten på Torvet, kantstensarbejde i Ejby eller opførelse af nye grønne områder i Køge Nord.

ETK har i øjeblikket ansat 8 anlægsgartnere og 4 anlægsgartnerelever.


Campus+

Campus+ er blevet en fast del af Køge Festuge. Her har de unge mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter, der kan give dem indsigt i, hvilke fremtidsmuligheder, der er åbne for dem.

I 2019 deltog omkring 3000 unge mennesker mellem 15 og 25 år i Campus+.

Kontakt ETK
Opdateret af Lina Ventzel Pedersen 04.09.19