Stærkt tilbage til hverdagen

Rehabilitering og genoptræning kan betale sig. Halvdelen af de borgere, der afslutter et forløb i Køge Kommunes Hverdagsrehabilitering-team, bliver så selvhjulpne, at de efterfølgende ikke længere har brug for hjælp.

28.02.22
Når først et brækket ben eller opereret hofte er helet, venter et til tider hårdt arbejde med rehabilitering og genoptræning. Særligt tiden efter en operation eller en ulykke er det vigtigt at have fokus på at komme i omdrejninger igen.

Men der er heldigvis hjælp at hente. I Køge Kommune kommer mennesker skånsomt men sikkert tilbage til deres hverdagsliv med god hjælp fra hverdagsrehabiliteringen, og den 1. marts er det 10 år siden, de første borgere blev hjulpet igennem med træning hjemme hos dem selv.

Et tværfagligt team rykker ud og arbejder med rehabilitering i borgernes eget hjem, og det er en fordel, når det handler om at hjælpe borgeren tilbage til en hverdag, der er så selvstændig som mulig.

Eksperten i sit eget liv

Et forløb med rehabilitering består af forskellige hverdagsaktiviteter, og indsatsen har typisk både elementer af forebyggelse, sundhedsfremme, mental sundhed og fysisk aktivitet. Derfor kræver det også et tæt samarbejde mellem flere forskellige faggrupper – og ikke mindst borgeren selv og pårørende.

- Den vigtigste samarbejdspartner for rehabiliteringsteamet er det menneske, der gennemgår forløbet, fordi borgeren jo er ekspert i sit eget liv. Samtidig arbejder teamet altid sammen med visitationen, hjemmeplejen, træningsenheden og læger. Et godt forløb bygger på god dialog, og derfor sørger teamet altid for at sætte mål for forløbet sammen med borgeren, siger udvalgsformand for Ældre- og Sundhedsudvalget Bent Sten Andersen.

50% bliver selvhjulpne

Og resultaterne er gode. I 2021 blev 486 borgere i Køge Kommune henvist til er rehabiliteringsforløb af deres læge eller af hospitalet. Cirka halvdelen af de ny-visiterede, der kommer i forløb i hverdagsrehabilitering, ender med at blive så selvhjulpne, at de slet ikke har brug for at få mere hjælp, hverken fra kommunen eller andre steder. 

Randi: Jeg blev taget kærligt hånd om
Et eksempel på en, som fik hjælp af hverdagsrehabiliteringsteamet, er den 81-årige Køge-borger Randi Tove Hansen. 

Et sammenfald i ryggen satte kort før jul en stopper for hendes ellers aktive liv. Efter behandling på sygehuset blev hun udskrevet til hjemmet. En sygeplejerske fra rehabiliteringsteamet kom hurtigt i dialog med Randi Tove Hansen, og fik lagt en plan, og fysioterapeuten kom på besøg og gav hende nogle små øvelser, som hun kunne træne i sengen. 

- En dag sagde hjemmesygeplejersken til mig, at nu var det tid til, at jeg skulle op at gå. Og så begyndte jeg altså at vræle, selvom jeg ellers ikke er sådan at slå ud af kurs, fortæller Randi Hansen.- Men så snakkede de roligt med mig om, at jeg jo også skal kunne klare at være i det. Jeg blev taget kærligt hånd om, siger hun. 


Små skridt 

Randi Tove Hansen beskriver forløbet med hverdagsrehabiliteringen i eget hjem som noget, hun er meget tilfreds med. Selvom der var et helt team, så mødte de op hos hende én ad gangen, når det var relevant – og altid til tiden. Klar til at tage de små skridt sammen med hende.

- I starten var jeg jo også meget medicineret, men de havde god kontakt med min læge, og de sagde til mig: ”Prøv om du kan undvære den her i dag. Hvis du ikke kan, så tager du den bare.”, siger Randi Tove Hansen om de blide skub, som ansporede hende tilbage i den rigtige retning, uden at presse unødigt på.  

I dag har de mange små skridt givet resultat. I denne uge kunne Randi Tove Hansen for første gang tage af sted til genoptræning uden for sit hjem.

- Jeg bliver selvfølgelig hurtig træt. Men jeg er næsten mig selv igen. Jeg kan sidde i min stol, og så er jeg virkelig glad for, at jeg også kan køre bil igen, siger en glad Randi Tove Hansen, som kun har ros til overs for det team, der hjalp hende med hverdagsrehabiliteringen.

Pressekontakt:

Lars Hoppe Søe, leder af Sundhed, Træning og Rehabilitering, tlf. 21 19 11 22
Bent Sten Andersen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, tlf. 3133 9231

Fakta:


• Rehabilitering dækker over en række indsatser til borgere, der har eller er i risiko for at miste dele af deres fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne. Formålet med rehabilitering er at hjælpe borgeren til en hverdag, der er så selvstændig og meningsfuld som muligt. 

• Hverdagsrehabilitering har eksisteret i 10 år i Køge Kommune. Først som projekt og sidenhen som et selvstændigt team. Teamet er organisatorisk placeret i ”Sundhed, træning og rehabilitering” under Velfærdsforvaltningen. 

• I 2021 blev 486 borgere i Køge Kommune henvist til er rehabiliteringsforløb af deres læge eller hospitalet. Ca. 50% af de ny-visiterede, der kommer i forløb i hverdagsrehabilitering, ender med at blive så selvhjulpne, at de slet ikke har brug for at få mere hjælp, hverken fra kommunen eller andre steder. 

Opdateret af Køge Kommune 28.02.22