PostNord Danmark Rundt kommer til Køge

Der bliver fest i gaderne, når Danmarks største etapeløb triller ind i Køge Kommune. Det sker tirsdag den 16. august, hvor cykelløbet PostNord Danmark Rundt gæster kommunen med ikke mindre end 22 teams med i alt 154 ryttere, flankeret af massiv mediedækning.

24.02.22
Resten af verden får muligheden for at se Køge Kommune lidt fra oven, når cykelløbet PostNord Danmark Rundt triller ind over kommunegrænsen tirsdag den 16. august. Med løbet følger massiv mediedækning i form af blandt andet en helikopter, der følger løbet fra luften, til glæde for seere i Danmark og flere lande i Europa.

Første etape af PostNord Danmark Rundt afsluttes i Køge, med en lidt over 10 kilometer lang rundstrækning, hvor byerne Svansbjerg og Åshøj indgår. Det forventede sprinteropgør vil finde sted på Vordingborgvej, når rytterne rammer målfeltet på Vordingborgvej ved hjørnet af Primulavej.

- Det er altid en festlig begivenhed, når man som kommune er vært ved et event som PostNord Danmark Rundt. Jeg ser frem til at byde cykelrytterne velkomne, og er sikker på, at rigtig mange både borgere og erhvervsdrivende vil være med til at skabe festlige rammer om cykelløbet, siger borgmester Marie Stærke.

  

PostNord Danmark Rundt gæstede sidst Køge Kommune 2009, hvor løbets fjerde etape blev kørt fra Korsør til Køge. Nu er PostNord Danmark Rundt tilbage, bare i meget større omfang end tidligere, da løbet er vokset i antallet af deltagende hold. Har man ikke mulighed for at være til stede, når cykelrytterne når til Køge, er det muligt at følge med hjemmefra, da løbet dækkes live af DR.

I forbindelse med cykelløbet vil dele af trafikken blive omlagt i visse tidsrum, og Køge Torv helt spærret for biler en del af dagen. Der kommer information ud til de berørte i god tid inden den 16. august, og det vil være muligt at holde sig orienteret på Køge Kommunes hjemmeside.


Pressekontakt:

Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00

Opdateret af Køge Kommune 24.02.22