Kender du en ildsjæl?

En ny pris skal hylde ildsjælene i de kommunale kultur- idræts- og fritidsforeninger, og allerede nu kan I indstille jeres ildsjæl.

14.02.22

Kender du typen, der altid går forrest ind til træningen – og får alle med i fællesskabet, også den ensomme 10-årige eller den 75-årige med nyopereret hofte? Ham eller hende, der altid sørger for, at der er sandwich og saftevand til alle? Eller dem, der godt gider tage den ekstra oprydningstjans, når en lang lørdag i foreningen er overstået? Så kender du de ægte ildsjæle. 
Det er den type mennesker, som gør en kæmpe forskel for foreningsliv og fællesskab, og som Køge Kommune gerne vil hylde med en ny ”Ildsjælepris”.

-Hvad enten vi er aktive i foreningens, kulturens eller idrættens verden, er der altid en frivillig træner eller foreningsperson, der gør det hele muligt. Det er de frivillige, der skaber grundlaget for vores sammenhængskraft. Det er dem, der gør, vi alle kan mødes på tværs af alder, køn, religion samt politisk overbevisning i vores aktivitet og nyde fællesskabet og skabe relationerne for fremtiden. Jeg er stolt over vi har så mange frivillige og ildsjæle. De udgør “limen” i vores samfund og det skal vi selvfølgelig hylde i en kommune som vores, siger Ken Kristensen, der er formand i Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune og forenings- og idrætsaktiv gennem 40 år.

Ild i olietønder ved Kyndelmisse 2022

Køge Kommune vil hædre de bedste ildsjæle i kultur- idræts og fritidslivet med en ny pris. Her er foto fra Kyndelmisse, hvor ildsjælene arbejdede godt sammen med borgerne. Foto: Jacob Crawfurd.


Ildsjælen er både praktisk og inkluderende

Ken Kristensen understreger, at en god frivillig ildsjæl kan være flere ting. Det kan være Den Praktiske Gris, men det kan også være en person, som har modet til at starte en ny forening op, der kan inkludere de mennesker i fællesskabet, som ellers ikke er kommet så meget i en forening.  
 
- Blandt de mange frivillige er der ofte en eller flere ildsjæle, som trækker et meget stort læs. Både praktisk, men også inkluderende i forhold til at skabe nyt rum til eksempelvis sårbare ældre eller ensomme børn, som ikke altid har den bedste erfaring med fra foreningslivet. Derfor vælger vi nu at uddele en ny ”Ildsjælepris”, som et velfortjent klap på skulderen,” siger Ken Kristensen.

Alle kan indstille

”Ildsjæleprisen” bliver uddelt 4 gange om året, med frist for at indstille mulige modtagere den 7. marts, 7. juni, 7. september og 7. december.
Alle kan indstille en eller flere frivillige ildsjæle til at modtage prisen, som udover æren kommer til at bestå af en buket blomster og en flot gavekurv til modtagerne.
Det bliver Kultur- og Idrætsudvalget, som uddeler prisen, og juryen består, udover Ken Kristensen, af næstformand Mette Jorsø og menigt medlem Erik Swiatek.
Hvis du kender en eller flere ildsjæle, som fortjener den første pris for en særlig indsats eller betydning for foreningslivet, så tøv ikke med at indstille. Det gør du ved at skrive en mail til med navn, funktion, forening og en kort begrundelse.   

Pressekontakt:

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Ken Kristensen, telefon 42 64 22 50

Opdateret af Køge Kommune 14.02.22