Sankt Hans-fest på Køge Marina er aflyst

Køge Kommune og Lions Køge aflyser det traditionelle bålarrangement på grund af Corona-restriktioner, men ser frem mod Sankt Hans 2022 i nye festlige klæder.

17.06.21

Skt. Hans bål


Feststemning, midsommervise og kolde drikkevarer til borgmesterens båltale plejer at være de sikre ingredienser til en vellykket Sankthansaften på Køge Marina. Men i år bliver det desværre ikke til noget. Sikkerheden for gæsterne vejer nemlig tungt hos arrangørerne. 

Forventningen om at 1.500 mennesker ville dukke op, kombineret med nuværende Corona-restriktioner, har gjort det nødvendigt at trække stikket. Lions Køge som står for den praktiske afvikling, har ikke mandskab nok til at tjekke Coronapas hos alle de fremmødte, ligesom det vil være en for omfattende opgave at få adskilt den store menneskemængde i mindre zoner for at leve op til de lovpligtige afstandskrav.

For både Køge Kommune og Lions Køge handler Sankthansaften om at mødes på tværs, hygge, snakke og synge. Det er rammerne på Køge Marina perfekte til, men når Corona nu gør det umuligt at leve op til, vil de i stedet glæde sig til, at det igen bliver muligt. Forhåbentlig Sankt Hansaften i 2022.

Udgifterne til Sankthansaften på Køge Marina bliver dækket af Køge Kommunes Kulturpulje.


Pressekontakt: Gavin Charles Clarke, Eventmanager Køge Kommune: gavin.charles.clarke@koege.dk

Opdateret af Køge Kommune 17.06.21