Stort cykelløb for børn kommer til Køge

Børn i alderen 3 – 10 år kan allerede nu planlægge at pudse cyklen og spænde pedalerne. Til august er Køge Kommune nemlig vært for cykelløbet Kids Tour, hvor fokus på sikkerhed, motion og at have det sjovt er i højsædet. Det er Børneulykkesfonden og Moment Cph, der står bag cykelløbet, og alt overskud går direkte til arbejdet med at nedbringe antallet af børneulykker i trafikken.

09.12.20
Det er sundt at tage cyklen i stedet for at sætte sig ind på bagsædet i mors og fars bil. Men det kræver også færdigheder og viden om reglerne i trafikken. Børneulykkesfonden arbejder målrettet på at nedbringe ulykker, hvor børn er involveret. Til det formål har fonden udviklet cykelløbet Kids Tour, der nu kommer til Køge. Det sker søndag den 29. august 2021, hvor alle børn i alderen 3 – 10 år kan deltage. 

Cykelløbet finansieres af Køge Kommune og private sponsorer, og på Økonomiudvalgets møde den 8. december blev det besluttet, at Køge Kommune afsætter 85.000 kroner til afholdelse af cykelløbet.

- Det er simpelt hen sådan et fint formål, som Kids Tour repræsenterer. Sikkerhed i trafikken og glæden ved motion er to ting, der bør gå hånd i hånd. Jeg glæder mig til at Køge Kommunes børn får muligheden for at være med, og er sikker på at vi får stablet en festlig dag på benene, når Kids Tour indtager Køge, siger borgmester Marie Stærke.

Et startnummer til cykelløbet kommer til at koste 75 kroner, og alt overskud går ubeskåret til Børneulykkesfonden. 

Omdrejningspunktet i Kids Tour-visionen er at skabe glæde for børn, med fokus på trafiksikkerhed, motion, sunde værdier og med henblik på at fremme cykelkulturen i den enkelte værtsby. At give børn i Danmark muligheden for at mærke en fællesglæde ved at røre sig, få motion og få flere børn til at benytte cyklen, både som motionsform, men også som en naturlig del af hverdagens transport. Og at give børn forståelsen af og fokus få, hvordan de vil kunne færdes trygt og godt i trafikken, og dermed skabe glæde og selvstændighed blandt børnene. Sidst men ikke mindst er det essentielt, at børnene får lov til at være cykelstjerner for en dag. 

Pressekontakt:
Borgmester Marie Stærke, telefon 24 90 20 00

Kids Tour
Sara Bødker Sørensen, Presseansvarlig i Børneulykkesfonden, telefon 30 37 77 30, sara@borneulykkesfonden.dk

Løbsafvikling: Aviaja Juhl, projektleder, Moment Cph, telefon 30 55 05 71, aj@momentcph.dk

Opdateret af Køge Kommune 09.12.20